Alkmans sprog

Dansk | Deutsch | English

Alkman virkede i Sparta i det 7. århundrede f.Kr. og digtede (fortrinsvis) sange for pigekor. De bøger, der rummede hans digtning, gik åbenbart tabt allerede i senantikken og var indtil det 18. århundrede kun kendt i form av citater hos senere forfattere. Ægyptens sand har imidlertid bevaret adskillige papyrusstumper, hvorav den første og stadig mest omfangsrige tæller over hundrede mere eller mindre læselige linier, nemlig det såkaldte Store Partheneion (dvs. pigesang). Alkman er ikke blot den ældste korlyriker, hvis fragmener er bevaret i større omfang, men også den eneste digter, der anvendte den lakoniske dialekt. Hans digte er derfor av avgørende betydning for vores forståelse av de græske dialekters forhistorie og av udviklingen av det græske digtersprog.

Den britiske filolog Denys L. Page skrev i 1951 en glimrende kommentar til dette digt, hvori han argumenterer for, at Alkmans sange blev skrevet i den lokale (”epichoriske”) dialekt, og at indflydelsen fra det homeriske epos (først og fremmest de homeriske eper) begrænsede sig til steder, hvis tematik, fraseologi eller metrik havde et særligt episk præg. Denne konklusion bliver gentaget av alle håndbøgerne, selv om der i mellemtiden er blevet offentliggjort en mængde nye papyrusfragmenter ud over det, Page behandlede. I mit speciale (fra 1996) har jeg kritiseret Pages behandling av ”digammaet” (dvs. [w]) og konkluderet, at Alkman ikke anvender denne lyd i det omfang, den lokale dialekt gør det, og derfor ikke kan siges i bund og grund at have digtet på denne dialekt. Jeg hævdede i stedet, at den episke indflydelse ikke var tilfældig og påklistret, men dybt indgroet i Alkmans sprog. En del av specialet oversatte jeg siden til tysk og offentliggjorde i Classica & Mediaevalia 48 (1997) under titlen ”Kritische Beiträge zum alkmanischen Digamma”.

Pages 61 sider lange ekskurs var hidtil den eneste behandling av det alkmaniske idiom,[1] og den er i mellemtiden blevet forældet efter opdagelsen av talrige nye fragmenter.[2] Selv om Page er en av sin tids mest fremragende filologer, er hans sprogvidenskabelige analyser ikke altid holdbare. Dette hul bliver nu udfyldt av min ph.d.-avhandling Die Sprache Alkmans (forsvaret 2001 og offentliggjort 2006). Værket, der er henvendt både til klassiske filologer og indogermanister, er på én gang en lyd- og formlære over Alkmans sprog og en historisk undersøgelse av dannelsen av digtersproget og tekstens overlevering. Den lkmaniske korlyrik er kommet til os på to måder: dels som citater hos klassiske og hellenistiske forfattere og dels i papyrusfragmenter av ret forskellig længde. De ugunstige overleveringsforhold kræver eb omhyggelig analyse av hvert enkelt sprogfænomen, således at man kan bestemme den pågældende form mere præcist og måle dens sprogvidenskabelige og filologiske rækkevidde bedre.

Die Sprache Alkmans er først og fremmest en tekstkritisk funderet og sprogvidenskabeligt orienteret grammatik over det alkmaniske idioms. Bogens værdi ligger især i, at den bidrager til at føre diskussionen om Alkmans sprog og den græske sproghistorie som sådan på et mere kvalificeret grundlag. Den vil endegyldigt udrydde de ikke så få fantomer, der optræder i den filologiske og sprogvidenskabelige litteratur, selv om de ikke har grundlag i teksten. Desuden bliver der opstillet en ny model for udviklingen av det græske digtersprog. Jeg argumenterer imod, at man ukritisk tilbageprojicerer de helleniske skrivemåder på den arkaiske urtekst, og arbejder i stedet med et skel imellem en overfladestruktur betinget av opførelsen og en kontekstuavhængig dybdestruktur. Med dette heuristiske skridt lykkes det at fastslå, at Alkmans sprog grundlæggende stemmer overens med de andre digteres (især Homers) sprog. Min tese, at Alkmans kordigte langt overvejende først blev skrevet ned i hellenistisk tid, vil uden tvivl blive betragtet som kontroversiel. Ikke desto mindre er tesen, der ikke er avgørende for arbejdets øvrige resultater, et væsentligt bidrag til den vedvarende diskussion om den tidlige græske digtnings mundtlighed.

Anmærkninger

[1] Ernst Rischs korte, men indflydelsesrige artikel fra 1954, ”Die Sprache Alkmans” (Museum Helveticum 11, 20-37), bør også nævnes. Richard Albert Felsenthals ikke offentliggjorte ph.d.-avhandling The Language of the Greek Choral Lyric (Wisconsin-Madison 1980) er derimod kun er gentagelse av Pages position.

[2] Nye papyri er P.Oxy. 2387 (= fr. 3), P.Oxy. 2388 (fr. 4), P.Oxy. 2394 (= fr. S5(b), 162), P.Oxy. 2443 (= fr. S5(b)), P.Oxy. 2801 (= fr. S3), P.Oxy. 3213 (= fr. S5(b)), P.Med. inv. 72.10 (= fr. 93). Nye papyruskommentare (med citater fra Alkmans digte) er P.Oxy. 2389 (= fr. 1, 2, 7, 8, 9, 11, 13(a), 16), P.Oxy. 2390 (= fr. TA10a, TA10b, 5), P.Oxy. 2391 (= fr. 6), P.Oxy. 2392 (= fr. 18), P.Oxy. 2393 (= fr. 12), P.Oxy. 2506 (= fr. 10(a) = TA2, 10(b), 16), P.Oxy. 2802 (= fr. S5 = TA11b), P.Oxy. 3209 (= fr. 4(a)), P.Oxy. 3210 (= fr. S 5(a)), P.Oxy. 3542 (= fr. TA3).