glōssa.dk

George Hinge

 

Digtning og digtere i Magna Græcia

 

Indledning

Titlen på mit foredrag lover mere, end jeg kommer til at holde. Hvad følger, bliver på ingen måde en fyldestgørende oversigt over Magna Græcias digtning. Jeg har i stedet valgt at fokusere særligt én storgræsk forfatter, nemlig Stesichoros, og det er særligt hans digtnings performans, funktion og kontekst, jeg er her er interesseret i. Men som det vil vise sig, er det også mere end rigeligt for et foredrag av dette omfang.

Av den rige mængde av arkaisk digtning, der var kendt i oldtiden, er det kun Homers to monumentaleper, de såkaldte homeriske hymner og de tre Hesiodiske eposer, der er overleveret i sin helhed fra oldtiden op igennem middelalderen. Hele den øvrige digtning kendtes indtil det 19. århundrede kun i brudstykker gennem citater hos senere antikke forfattere.

De rige papyrusfund ikke mindst fra ægyptens tørre sand har ændret dette billede radikalt. De fleste papyrusfragmenter er ganske vist i temmelig dårlig stand, men ved at sætte alle stykkerne sammen er vi efterhånden i stand til at danne os et klart billede av den arkaiske digtning, og man har på en række punkter været nødt til at revidere litteraturhistorien.

Ikke mindst Stesichoros er siden tresserne blevet begunstiget av uvurderlige papyrusfund, der har forvandlet ham fra et opslag i leksikonet til en yderst vigtig kilde til vores forståelse av den græske litteraturs tidligste udvikling.

Stesichoros kom ifølge de fleste antikke kilder (Plt. Phaedr. 244a, Aristot., Rhet. 2, 1393b, Paus. 3.19.13, fra Himera på Sicilien. Cicero fortæller således, i en av talerne mod Verres, at der i Himera stod en bronzestatue av Stesichoros - en gammel bøjet mand med en bog i hånden - en statue som Verres selvfølgelig blandt meget andet stjal (Verr. 2.2.86). Og himeræerne satte ham i det 2. årh. f. Kr. på deres mønter. Både Suda og Stephanus av Byzans, begge byzantinske leksika, der dog støtter sig til ældre, tabte kilder, taler dog om en alternativ fødeby, nemlig Matauros i Italien.

Suda oplyser desuden, at Stesichoros er født i den 37. olympiade, d.v.s. 632/29 f. Kr., og død i den 56. olympiade, d.v.s. 556/3 f. Kr., og at man havde 26 bøger av hans digtning i dorisk dialekt.

Han er nogenlunde samtidig med en anden korlyriker, som vi også er blevet bedre bekendt med i kraft av de nye papyrusfund, nemlig Ibykos, der kom fra Rhegion i Italien, men som - igen ifølge Suda - i den 54. olympiade (564/1 f. Kr.) kom til Polykrates’ hof på Samos. Jeg vil dog her, som sagt, koncentrere mig om Stesichoros, som hovedparten av de nye fragmenter må tilskrives.

Indholdet

Den romerske retoriker Quintilian siger i sin litteraturhistoriske oversigt om Stesichoros’ stil følgende:[1] ”Hvilken begavelse Stesichoros er, viser også hans valg av emner, eftersom han synger om de største krige og de berømteste hærførere, og han lader sin lyre bære den episke sangs tyngde. For han giver sine personer i handling såvel som i tale den passende værdighed. Så hvis han havde kunnet holde måde, kunne han næsten have hamlet op med Homer, men han går i eksces og breder sig ud, en brist, der er kritisabel, men som ligger i stoffets rigdom.”

De antikke lærde - der til forskel fra os kunne læse Stesichoros’ digte i deres helhed - er enige i den dom. Stesichoros var en digter, der behandlede episke temaer i den lyriske genre. Antipatros fra Thessalonike, omkr. Kr. f., går endda så vidt som til at hævde, at Homers sjæl var blevet genfødt i Stesichoros.[2]

Vi kan få en idé om, hvilke emner Stesichoros behandlede ved at se på de overleverede titler, f.eks. Ἰλίου πέρσις, Trojas fald, og Νόστοι, Hjemfærdene. Begge titler forekommer også i den såkaldt kykliske, udenomhomeriske episke tradition, der behandlede den trojanske og den thebanske sagnkreds i større strøg end de episodiske homeriske monumentaleper, men som vi kun kender i fragment og referat. Andre overleverede titler er bl.a. Pelias liglege (Ἆθλα ἐπὶ Πελίᾳ), Orestien (Ὀρεστεία, der forelå i to bøger) og Vildsvinejægerne (Συοθῆραι). Og allerede i klassisk tid havde hans digt om Helena (Ἑλένη), der skulle koste ham synet, og den såkaldte Παλινῳδία, tilbagekaldelsessang.

Det største digt av dem, der nu foreligger i papyrusfragment, er den såkaldte Γηρυονηΐς, der handler om Geryones, hvis kvæg Herakles som bekendt har fået til opgave at stjæle. Både Stesichoros og Geryones har i øvrigt for nyligt fået en for dette hjørne av antikken uventet opmærksomhed i Anne Carsons versroman Autobiography of Red. Men det er en anden sag.

Selv om emnerne er episke, så er der dog i de overleverede fragmenter en tydelig stilististisk forskel mellem Stesichoros og Homer: Hvor Homer er mere avdæmpet i sine virkemidler og tilstræber en vis saglighed, er Stesichoros mere effektfuld: Epiteterne, tilnavnene til personer og steder, er voldsommere, og vi møder på ”scenen” fantastiske fabelvæsner som den trehovedede Geryones, Hydraen, en drage eller Kerberos. Hos Homer - hvor de fantastiske historier vel at mærke lægges i munden på Odysseus - er selv Kyklopen blot et stor mand med en alvorlig dyssocial personlighedsforstyrrelse. Det skal dog siges, at Stesichoros’ Geryones ellers tænker og handler som et menneske.

Det er sandsynligt, at Stesichoros forsøgte at forbinde de panhellenske myter med sit storgræske hjemland. I hans Ἰλίου πέρσις har vi måske for første gang hørt om den trojanske helt Aineias’ udvandring il Italien. Den såkaldte Tabula Iliaca fra Capitol (1. årh. f. Kr.), der viser Trojas fald og Aineias’ flugt bærer i hvert fald indskriften Ἰλίου πέρσις κατὰ Στησίχορον.

Lejligheden

En græsk korsang bestod groft sagt av προοίμιον, ὀμφαλός og σφραγίς: et anråbende forord, et narrativt hovedparti og en personlig del.[3] Hvordan denne tredeling virkeliggøres og vægtes, avhænger av sangens art og kontekst. Alkmans ”store” Partheneion er tilsyneladende delt symmetrisk i to i 5 strofer myte og 5 strofer, hvor koret taler om sig selv. Pindars epinikier er derimod betydeligt mere subtilt organiseret.

I de overleverede fragmenter av Stesichoros er der ingen eksempler på σφραγίς, ingen steder, hvor digteren eller koret taler om sig selv eller reflekterer over den aktuelle digte. Alle fragmenter er mytiske, d.v.s. dele av digtets navle, dets ὀμφαλός (på nær et par, der kommer fra proømiet: 210, 212, 240). Det betyder, at det er særdeles svært at danne sig et indtryk av, hvem der har opført digtene, og til hvilken lejlighed det er sket.

Stesichoros’ sange åbenbart ikke været bundet til en bestemt kultisk kontekst i modsætning til Alkmans παρθένεια, der måske var tænkt for genopførelse - sådan som jeg understreger i min avhandling - men altid inden for den samme kultfest. Stesichoros’ sange synes heller ikke foranlediget av én bestemt begivenhed, som det er tilfældet med Pindars epinikier. derfor er det selvbeskrivende avsnit, σφραγίς, ikke avspejlet i vores overlevering - hvis det overhovedet var i digtene.

For så vidt stemmer Stesichoros’ digte overens med det homeriske epos, der ligeledes kun har fortale og en gigantisk ”navle”, men intet ”segl”. Sådanne eper var bestemt for videreopførelse i sociale sammenhænge, men vel at mærke professionel eneopførelse.

Korodi eller monodi

Vore håndbøger lærer os, at Stesichoros’ digte er korlyrik, ligesom Alkman, Ibykos, Simonides, Bacchylides og Pindar, men i modsætning til Sappho, Alkaios og Anakreon, der ifølge håndbøgerne er monodiske lyrikere. Denne traditionelle lære har man imidlertid i de seneste årtier sat spørgsmålstegn ved både i Stesichoros’ og Pindars tilfælde.

For Stesichoros’ vedkommende har man indvendt, at hans digte var for lange til, at man kan forestille sig, at de blev opført av et kor - danserne ville dejse om, og publikum kede sig ihjel. Og digtenes emne passer heller ikke godt med korsangene, men snarere med virtuose monodier til citarspil - ligesom de homeriske eper blot i et mere varieret metrum (κιθαρῳδία).

Siden oldtiden har man indtil taget digterens navn til indtægt for, at hans digtning var korlyrik: Stesichoros betyder ”den, der stiller koret”, og Suda ved at fortælle, at hans egentlige navn var Teisias, men at han fik sit kendte navn ὅτι πρῶτος κιθαρῳδίᾳ χορὸν ἕστησεν, ”fordi han var den første, der satte kor til citarsang”. Stesichoros er altså en slags kunstnernavn eller rettere et navn for hans særlige funktion. Sådanne etymologiske rollenavne er almindelige i arkaisk digtning, sådan som jeg i min ph.d.-avhandling har argumenteret i Alkmans tilfælde.

Men også digtenes form er en indikation for deres performans: Alle de overleverede digte er triadiske, hvormed der menes, at stroferne samler sig i grupper av tre: to metrisk ens strofer og dernæst en metrisk anderledes epode. En sådan triade kan gentages så ofte, det behøves. Denne struktur er en klar indikation av, at digtene er tænkt som komplekse dansestykker og ikke eneopførelse til citar.

Argumentet, at store digte ikke er egnet til opførelse, er også grebet ud av den blå luft. Det er rigtigt, at de er større, end hvad vi ellers ser i korlyrikken. I Γηρυονηΐς står der i et fragment ud for en linie som versangivelsen bogstavet Ny. Dette digt må altså have haft det usædvanlige omfang av mindst 1300 verselinier. Her skal man dog passe på, for inddelingen i vers giver ikke sig selv i antik digtning. Man forsøger selvfølgelig at avspejle kolometrien, d.v.s. den metriske struktur, i den måde, man deler versene på, men man kan ikke uden videre sammenligne en hellenistisk papyrus’ inddeling med f.eks. en moderne pindarudgave, for man har ganske enkelt ikke den samme standard for versinddelingen i de to tekster. Det vil være som at sammenligne mål i fod og i meter.

Pindarudgaverne benytter nu den standard, som Boeckh indførte, hvor hvert vers repræsenterer en metrisk periode. En sådan periode kan være av forskellig længde, f.eks. 12 stavelser eller 16 stavelser. En tidligere standard, som stammer fra Heynes pindarudgave og stadig spøger i Drachmanns udgave av pindarskolierne, har kortere verselinier, typisk 8-9 stavelser per verselinie.

Den inddeling av versene, vi møder i vore stesichorospapyri ligner mere den ældre korte inddeling i Heynes Pindar end den lange i Boeckhs Pindar. Og hvis man gennemførte en periodisk inddeling av Stesichoros’ Geryoneis med lange vers av ca. 17 stavelser, ville vi ikke have 1300 vers i alt, men kun 650 vers.

Det er dog stadig over dobbelt så meget som i Pindars 4. pythiske epinikion, der har 299 ”lange” vers, men det er ikke absurd meget mere.[4] Med et omfang på 650 vers med cirka 17 positioner i hver ligger Geryoneis tæt på en gennemsnitlig sang i Iliaden, og selv om inddelingen av de to homeriske eper i 24 sange efter alt at dømme ikke er oprindelig, så taler dog meget for, at en sang, eller ῥαψῳδία, som det hedder på græsk, svarer nogenlunde til det, en episk sanger ville opføre i en enkelt forestilling.

For publikum er det, a priori, lettere at holde opmærksomheden fanget ved en koropførelse, hvor de forskellige aktører udfører diverse, os ukendte bevægelser i overensstemmelse med musikken og måske handlingsgangen, end ved stillestående sang til avdæmpet citar.

Man kunne måske vove den spekulation, at det netop er Stesichoros’ indførelse av den triadiske korsang, der skaber grundlaget for den usædvanlig lange korlyrik, en tendens, som han åbenbart selv driver til yderlighed, mens de senere digtere igen begrænser omfanget.

Pindar

Diskussionen om kor over for enesang er også særdeles hed i Pindars tilfælde. Pindar er den første lyriker, hvorav der er overleveret hele værker igennem middelalderen. Vi har fire bøger epinikier, d.v.s. sange skrevet i anledning av sejre i de forskellige panhellenske sportslege: De olympiske Lege, De pythiske Lege, De nemeiske Lege og De isthmiske Lege. Udover disse epinikier har Pindar også digtet en mængde andre digte, som vi har belagt i talrige fragmenter, således pæaner, dityramber og partheneier.

Pindar er boioter, men han er også interessant i en magnagræcisk sammenhæng, eftersom han også digtede for forskellige sicilianere, således Syrakus’ tyran Hieron og Akragas’ tyran Theron. Forholdet mellem digter og kunde beskrives i digtene som et gæstevenskabsforhold, hvilket må fortolkes sådan, at Pindar stod i en personlig gensidig forbindelse til disse tyranhuse. Når f.eks. Hieron stillede med en vogn i Olympia, var Pindar der straks med et epinikion, der skulle berømme velynderen, når han vendte hjem.

Traditionen lærer os, at Pindars sange er korlyrik, men ligesom i Stesichoros’ tilfælde har man i den seneste tid sat spørgsmålstegn herved. Den mest prominente fortaler for en enefremførelse - enten av digteren selv eller av en sanger, som digteren sendte i sit sted - er Mary Lefkowitz. Hun fremhæver, at hvor jeg’et i Alkmans overleverede παρθένεια taler om sig selv og tydeligt avslører sig som et kollektiv, idet det ikke blot veksler med et ”vi” (som i græsk dog kan stå for et ”jeg”), men også udspalter sig i forskellige navngivne personer, så er det pindariske digterjeg ikke selvrefererende og er derfor, ifølge Lefkowitz, identisk med digterjeget.

Imidlertid er der også i Pindars tilfælde både eksterne og interne vidnesbyrd for et kor, og Pindar benytter sig da også av den triadiske struktur, som i sit udgangspunkt må hænge sammen med en koropførelse. Desuden er det venteligt, at jeget i Alkmans jomfrudigte, hvor konteksten og genren lægger op til selvreference, opfører sig anderledes end digterjeget i Pindars lovprisende epinikier, hvor referencen a priori må være til den, der lovprises.

Heksameterepos og korepos

Hvis vi altså holder fast i, at Stesichoros’ digte er korsange, er der tale om en i sin form ganske anden digtning end det homeriske epos. Walter Burkert forestiller sig faktisk en direkte konkurrence mellem det heksametriske og det stesichoreiske epos. Det er, som vi har set, de samme temaer, de behandler, og det er den samme sproglige stil, de er avhængige av og eksponerer. Og Simonides og Isokrates nævner Homer og Stesichoros side om side. Hvor den traditionelle ἀοιδός, der hos Homer personificeres i Phemios fra Ithaka og Demodokos hos phaiakerne, fremførte en kreativ, mere eller mindre improviseret ”poetry-in-performance”, så stillede Stesichoros op med en gennemplanlagt koreografi og tekst og med trænede dansere og sangere. ”the result was to sweep the lonely singer from the market place”.

Herodot fortæller, at den sikyoniske tyran Kleisthenes omkr. 570 f. Kr. avskaffede epos til fordel for ”tragediekor”. Og i apollonhymnen, som Burkert henlægger til en fest, som den samiske tyran Polykrates indførte på Delos i 522 f. Kr., hører vi om pigekor, der danser og synger om gamle mænd og kvinder, d.v.s. et korepos som hos Stesichoros.

Spørgsmålet er, om denne egensindige epos i første omgang blev udviklet, fordi det homeriske epos endnu var ukendt på Sicilien. En pindarskolie tilskriver historikeren Hippostratos den oplysning, at det homeriske epos først blev introduceret i Syrakus i den 69. olympiade, d.v.s. 504/1 f. Kr. av Kynaithos.[5]

Når det i det lange løb alligevel ikke lykkedes denne eksplosion av musik, dans og effekter at udmanøvrere det homeriske epos, er det, ifølge Burkert, fordi eposet begyndte at besinde sig på den narrative tekst og den rapsodiske recitation.[6] Det var med det talte ord, i den højtidelige heksametriske rytme, at epos kunne hævde sig over for koreposet. I slutningen av det 6. årh. f. Kr. fødes netop også tragedien, hvor korsange suppleres av sprognære iambiske talevers og med et mere virkelighedsnært skuespil.

Denne udvikling ses også i Magna Græcia, hvor vi omkr. 500 f. Kr. får den doriske komedie personificeret i den syrakusiske digter Epicharm. Her har vi tilsyneladende ingen kor, men kun talevers. Emnerne er i reglen mytiske, eller rettere mytetravesti à la Den mellemste Komedie og Plautus’ Amphitryon.

Overlevering

Dialekten er i den overleverede form dorisk, men hvis man skal følge den model, jeg lagde til grund for studiet av Alkmans sprog i min ph.d.-avhandling, er det doriske blot en ubetydelige fernis, og sproget er i sine væsentlige strukturer fælles med den øvrige arkaiske digtning.

Under alle omstændigheder er den korlyriske tradition ikke sekundær i forhold til det heksametriske epos, sådan som det ellers er blevet opfattet i eftertiden. Den metriske struktur i Stesichoros’ korlyrik synes faktisk at kunne forklare heksametrets oprindelse. Og sproget er på samme måde, både diakront og synkront, avledt av en fælles kilde snarere end fra den ene til den anden.

At digtene foreligger i en dorisk sprogdragt, kunne overraske. Himera - hvor de fleste antikke kilder placerer Stesichoros - var i hvert fald i udgangspunktet grundlagt omkr. 650 f. Kr. fra den chalkidikiske koloni Zankle, og Chalkidike er som bekendt ionisk. Det er først efter krigen mod Akragas i 476 f. Kr., hvor størstedelen av den eksisterende befolkning kom av dage, at vi kan forvente et direkte befolkningsskifte og et derav følgende dialektskifte.

Dette er efter min mening en klar indikation av, at digtene i de første tid blev overleveret mundtligt, eller i det mindste, at den mundtlige performans havde prioritet over den skriftlige.

Konklusion

Lad os opsummere:

På et tidspunkt, hvor det homeriske epos endnu ikke havde nået sin almengyldige tinde, opstod der en i tematisk og funktionel henseende parallel digtning på Sicilien, hvad enten det skete, fordi heksametereposet ikke var kommet til Sicilien, eller i et forsøg på at erstatte det monotone improvisatoriske epos med en mere gennemøvet og storslået opsætning.

Magna Græcia blev ved med at tiltrække digtere. I det 5. årh.s begyndelse flokkedes de største digtere om øens tyranner: Simonides, Bacchylides, Pindar og Aischylos - alle kom de forbi Sicilien. Men impulserne gik også den anden vej, selv om det er omstridt, i hvilket omfang Epicharm har påvirket den klassiske komedie. Stesichoros har muligvis rejst rundt i det øvrige Grækenland med sine stykker, selv om vi ikke har positive vidnesbyrd for det. Ibykos, hans lidt yngre samtidige fra Rhegion, gjorde i hvert fald karriere i det fremmede.



[1] Inst. or. 10.1.62: Stesichorum quam sit ingenio validus materiae quoque ostendunt, maxima bella et clarissimos canentem duces et epici carminis onera lyra sustinentem. Reddit enim personis in agendo simul loquendoque debitam dignitatem, ac si tenuisset modum videtur aemulari proximus Homerum potuisse, sed redundat atque effunditur, quod ut est reprehendendum, ita copiae vitium est.

[2] Anth. Pal. 7.75 Στασίχορον, ζαπληθὲς ἀμέτρητον στόμα Μούσης, | ἐκτέρισεν Κατάνας αἰθαλόεν δάπεδον, | οὗ, κατὰ Πυθαγόρεω φυσικὰν φάτιν, ἁ πρὶν ῾Ομήρου | ψυχὰ ἐνὶ στέρνοις δεύτερον ᾠκίσατο.

[3] Terpandros’ kitarodiske nomos tilskrives en syvdeling (sikkert på grund av hans opfindelse av den syvstrengede lyre): προοίμιον, μεταρχά, κατατροπά, μετακατατροπά, ὀμφαλός, σφραγίς, ἐπίλογος.

[4] Pyth. 4 har i alt 4 784 positioner, mens Geryoneis har haft mindst 12 570 positioner

[5] Sch. Pind. Nem. 2.1 = FgrH 568 F 5 οὗτος οὖν ὁ Κύναιθος πρῶτος ἐν Συρακούσαις ἐρραψῴδησε τὰ Ὁμήρου ἔπη κατὰ τὴν ἑξηκοστὴν ἐννάτην Ὀλυμπιάδα, ὡς Ἱππόστρατός φησιν.

[6] Gregory Nagy mener, at Homers succes og både det kykliske epos’ og Stesichoros’ manglende succes skyldtes, at sidstnævnte valgte for snævre, lokalt avgrænsede temaer, hvorimod Homer var mere panhellensk.


Litteratur:

Burkert, Walter: The making of Homer in the 6th century B.C.: rhapsodes versus Stesichoros. In: Papers on the Amasis Painter and his World. Colloquium Sponsored by the Getty Center for History of Art and the Humanities and Symposium Sponsored by the J. Paul Getty Museum. Malibu, California 1987. 43-62.

Carey, Christopher: The victory ode in performance. Classical Philology 86 (1991) 192-200.

D’Alessio, G. B.: First-Person Problems in Pindar. Bulletin of the Institute of Classical Studies 39 (1994) 117-139.

D’Alfonso, Francesca: Stesicoro e la performance. Studio sulle modalità esecutive dei carme stecirorei. Gruppo Editoriale Internazionale 1994.

Davies, Malcolm: Monody, choral lyric, and the tyanny of the hand-book. The Classical Quarterly 38 (1988) 52-64.

Gentili, Bruno: Poesia e pubblico nella Grecia antica. Editoria Laterza 1984, 31995.

Heath, Malcolm; Lefkowitz, Mary R.: Epinician performance. Classical Philology 86 (1991) 173-191.

Hinge, George: Die Sprache Alkmans: Textgeschichte und Sprachgeschichte, Wiesbaden 2006.

Lefkowitz, Mary R.: First-Person Fictions. Pindar’s Poetic ‘I’. Oxford 1991.

Lefkowitz, Mary R.: The first person in Pindar reconsidered - again. Bulletin of the Institute of Classical Studies 40 (1995) 139-1590.

Pavese, Carlo Odo: Tradizioni e generi poetici della Grecia arcaica. Edizione dell’Ateneo 1972.

West, M. L.: Stesichorus. The Classical Quarterly 21 (1971) 302-314.