Ποικιλόθρον᾽ ἀθανάτ’ Ἀφρόδιτα,

Aphrodite på den kulørte trone,

παῖ Δίος δολόπλοκε, λίσσομαί σε,

Zeus’ forslagne datter, jeg be’r dig, Frue,

μή μ᾽ ἄσαισι μηδ᾽ ὀνίαισι δάμνα,

plag mig ikke med ubehageligheder

πότνια, θῦμον,

eller med sorger.

ἀλλὰ τυίδ᾽ ἔλθ᾽, αἴ ποτα κἀτέρωτα

Nej, kom hid – hvis du da har hørt mig ellers

τὰς ἔμας αὔδας ἀίοισα πήλοι

før i tiden, adlydt min fjerne stemme,

ἔκλυες, πάτρος δὲ δόμον λίποισα

spændt din kærre for og forladt din faders

χρύσιον ἦλθες

gyldne gemakker

ἄρμ᾽ ὐπασδεύξαισα· κάλοι δέ σ᾽ ἆγον

for at ta’ herned; og du har ladt dig trække

ὤκεες στροῦθοι περὶ γᾶς μελαίνας

af de smukke spurve der blafred’ hurtigt

πύκνα δίννεντες πτέρ᾽ ἀπ᾽ ὠράνω αἴθε-

ned fra himlen tværs gennem atmosfæren

ρος διὰ μέσσω·

højt over jorden.

αἶψα δ᾽ ἐξίκοντο· σὺ δ᾽, ὦ μάκαιρα,

Med det samme var de på pletten, guddom,

μειδιαίσαισ᾽ ἀθανάτωι προσώπωι

og du smilte i dit udødelige ansigt,

ἤρε᾽ ὄττι δηὖτε πέπονθα κὤττι

spurgte hvad det nu var jeg fejled’, hvad det

δηὖτε κάλημμι

nu var jeg bad om,

κὤττι μοι μάλιστα θέλω γένεσθαι

hvad det nu var jeg i mit vanvid ville

μαινόλαι θύμωι· τίνα δηὖτε πείθω

skulle hænde. ”Hvem skal jeg nu få til at

. . σάγην ἐς σὰν φιλότατα; τίς σ᾽, ὦ

bli’ forelsket i dig? Hvem er det, Sappho,

Ψάπφ᾽, ἀδικήει;

der gør dig uret?

καὶ γὰρ αἰ φεύγει, ταχέως διώξει,

Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,

αἰ δὲ δῶρα μὴ δέκετ᾽, ἀλλὰ δώσει,

si’r hun nej til gaver, så skal hun give,

αἰ δὲ μὴ φίλει, ταχέως φιλήσει

vil hun ikke elske, så skal hun elske

κωὐκ ἐθέλοισα.

uden at ville.”

ἔλθε μοι καὶ νῦν, χαλέπαν δὲ λῦσον

Også denne gang skal du komme til mig,

ἐκ μερίμναν, ὄσσα δέ μοι τέλεσσαι

red mig i de svare problemer, opfyld

θῦμος ἰμέρρει, τέλεσον, σὺ δ᾽ αὔτα

hvad mit hjerte ønsker, og vær min egen

σύμμαχος ἔσσο.

medsammensvorne.

†δευρυμμεκρητεσιπ[           ].† ναῦον

Kom, besøg os, vil du, her i templet,

ἄγνον ὄππ[αι ] χάριεν μὲν ἄλσος

du vil se en lund der er skøn og fuld af

μαλί[αν], βῶμοι δ᾿ ἔνι θυμιάμε-

æbletræer, og altre hvorpå der hældes

νοι [λι]βανώτωι·

duftende røgelse.

ἐν δ᾿ ὔδωρ ψῦχρον κελάδει δι᾿ ὔσδων

Køligt risler vandet igennem æble

μαλίνων, βρόδοισι δὲ παῖς ὀ χῶρος

kviste, hele stedet er skyggefuldt af

ἐσκίαστ᾿, αἰθυσσομένων δὲ φύλλων

roser, og bedøvelse flyder fra de

κῶμα †καταιριον·

raslende blade.

ἐν δὲ λείμων ἰππόβοτος τέθαλε

Engen som er føde for heste, er grøn af

τωτ...ιριννοις ἄνθεσιν, αἰ δ᾿ ἄηται

forårsblomster, vindene blæser dejligt

μέλλιχα πνέοισιν

[

[

[

ἔνθα δὴ σὺ †συ.αν† ἔλοισα Κύπρι

Så besøg os hér og tag kransen med dig,

χρυσίαισιν ἐν κυλίκεσσιν ἄβρως

Aphrodite, skænk så med al din ynde

<ὀ>μ<με>μείχμενον θαλίαισι νέκταρ

i de gyldne skåle en nektar, som er

οἰνοχόεισον

iblandet festlag

Κύπρι καὶ] Νηρήιδες ἀβλάβη[ν μοι

Kypris og] I døtre af Nereus, skænk mig

τὸν κασί]γνητον δ[ό]τε τυίδ᾿ ἴκεσθα[ι

at min b]ror vil vende tilbage uskadt,

κὤσσα F]οι θύμω<ι> κε θέληι γένεσθαι

og at alt] han vil i sit sind skal hænde,

πάντα τε]λέσθην,

også blir] opfyldt.

ὄσσα δὲ πρ]όσθ᾿ ἄμβροτε πάντα λῦσα[ι

Skænk at] alt han før gjorde galt, betales,

καὶ φίλοισ]ι Fοῖσι χάραν γένεσθαι

at hans [kære] kun kommer ud for glæde,

....... ἔ]χθροισι, γένοιτο δ᾿ ἄμμι

og hans fjender [oplever skade] – må vi

......μ]ηδ᾿ εἶς·

selv in]gen føle.

τὰν κασιγ]νήταν δὲ θέλοι πόησθαι

Må hans ønske være at gøre [søs]teren

[ ]τίμας, [ὀν]ίαν δὲ λύγραν

genstand for] respekt. Og den gråd og smerte

[ ]οτοισι π[α]ροιθ᾿ ἀχεύων

[må han glemme (?)] som han engang har lidt og

[ ].να

tynget sit sind med.

...

...

ο]ἰ μὲν ἰππήων στρότον οἰ δὲ πέσδων,

Nogle sir at ryttere, andre, fodfolk,

οἰ δὲ νάων φαῖσ᾿ ἐπ[ὶ] γᾶν μέλαι[ν]αν

atter andre flåden er allerskønnest

ἔ]μμεναι κάλλιστον, ἔγω δὲ κῆν᾿ ὄτ-

her på jord – men jég vil nu sige det er

τω τις ἔραται·

den man nu elsker.

πά]γχυ δ᾿ εὔμαρες σύνετον πόησαι

Dét er let at gøre enhver forståeligt:

π]άντι τ[o]ῦτ᾿, ἀ γὰρ πόλυ περσκέθοισα

Hélena hvis skønhed har overgået

κάλλος [ἀνθ]ρώπων Ἐλένα [τὸ]ν ἄνδρα

alle dødeliges, hun lod sin gode

τὸν [   αρ]ιστον

husbond tilbage

καλλ[ίποι]σ᾿ ἔβα ᾿ς Τροΐαν πλέοι[σα

for at ta det første det bedste skib til

κωὐδ[ὲ πα]ῖδος οὐδὲ φίλων το[κ]ήων

Troja, husked’ ikke forældre eller

πά[μπαν] ἐμνάσθη, ἀλλὰ παράγαγ᾿ αὔταν

datter, nej, forlokket [

[ ]σαν

[

[ ]αμπτον γὰρ [

[

[ ]...κούφως τ[             ]οη.[.]ν

[

..]με νῦν Ἀνακτορί[ας ὀ]νέμναι-

Denne] vækker mindet om Anaktoria,

σ᾿ οὐ ] παρεοίσας,

hun som er borte.

τᾶ]ς <κ>ε βολλοίμαν ἔρατόν τε βᾶμα

Hendes søde gang, hendes ansigts funklen,

κἀμάρυχμα λάμπρον ἴδην προσώπω

det er ting jeg ønsker at se på heller’

ἢ τὰ Λύδων ἄρματα κἀν ὄπλοισι

end en vogn fra Lydien eller fodfolk

[πεσδομ]άχεντας.

der er under våben

...

...

ἄστερες μὲν ἀμφὶ κάλαν σελάνναν

Himlens stjerner må om den skønne måne

ἂψ ἀπυκρύπτοισι φάεννον εἶδος

blegne rent og gemme  det klare ansigt,

ὄπποτα πλήθοισα μάλιστα λάμπη

når den først er fuld og den skinner kraftigst

γᾶν ...

ned over jorden

ταῖσι <-> ψῦχρος μὲν ἔγεντο θῦμος

Men med ét blev kvindernes hjerter kolde

πὰρ δ᾿ ἴεισι τὰ πτέρα

og de måtte la deres vinger falde

ἦλθες, †καὶ† ἐπόησας, ἔγω δέ σ᾿ ἐμαιόμαν,

Du er kommet, du gjorde det, jeg var så vild med dig.

ὂν δ᾿ ἔψυξας ἔμαν φρένα καιομέναν πόθωι<

Du forfrisked’ mit hjerte der flammede af begær.

ὀ μὲν γὰρ κάλος ὄσσον ἴδην πέλεται <κάλος>,

For den skønne er skøn i det omfang man skuer ham.

ὀ δὲ κἄγαθος αὔτικα καὶ κάλος ἔσ<σε>ται.

men den gode er ikke kun god, men er også skøn.

κατθάνοισα δὲ κείσηι οὐδέ ποτα μναμοσύνα σέθεν

Når du dør, får du lov at bli liggende, ingen vil huske dig

ἔσσετ᾿ οὐδὲ †ποκ᾿† ὔστερον· οὐ γὰρ πεδέχηις βρόδων

nogensinde. For dig er Piériens roser et fremmed land.

τὼν ἐκ Πιερίας, ἀλλ᾿ ἀφάνης κἀν Ἀίδα δόμωι

Ingen kender dit navn, og du vandrer alene i Hades’ hus

φοιτάσηις πεδ᾿ ἀμαύρων νεκύων ἐκπεποταμένα.

blandt de begsorte dødninge, når du engang flyver bort herfra.

σὺ δὲ στεφάνοις, ὦ Δίκα, πέρθεσθ᾿ ἐράτοις φόβαισιν

Kom, flet dig en krans, kære Dike, og sæt i de skønne lokker,

ὄρπακας ἀνήτω συν<α>έρραισ᾿ ἀπάλαισι χέρσιν·

tag kviste af dilden og bind dem så sammen med sarte hænder

εὐάνθεα † γὰρ πέλεται † καὶ Χάριτες μάκαιρα<ι>

For alt det der blomstrer, det elsker Chariterne først og fremmest,

μᾶλλον † προτερην †, ἀστεφανώτοισι δ᾿ ἀπυστρέφονται.

men derimod vender de ryggen til dem der er uden kranse.

...

...

τεθνάκην δ᾿ ἀδόλως θέλω·

Gid jeg døde, det ønsker jeg:

ἄ με ψισδομένα κατελίμπανεν

Hun gik hulkende bort fra mig

πόλλα καὶ τόδ᾿ ἔειπέ [μοι

og blandt andet fortalte hun:

ὤιμ᾿ ὠς δεῖνα πεπ[όνθ]αμεν,

“Psappho, meget og slemt har vi

Ψάπφ᾿, ἦ μάν σ᾿ ἀέκοισ᾿ ἀπυλιμπάνω.

prøvet sammen, og modvilligt tar jeg bort.”

τὰν δ᾿ ἔγω τάδ᾿ ἀμειβόμαν·

Sådan lyder det svar jeg gav:

χαίροισ᾿ ἔρχεο κἄμεθεν

“Så farvel, du kan gå, men glem

μέμναισ᾿, οἶσθα γὰρ ὤς <σ>ε πεδήπομεν·

ikke mig, for du ved jeg vil savne dig.

αἰ δὲ μή, ἀλλά σ᾿ ἔγω θέλω

Men hvis ikke, så vil jeg dog

ὄμναισαι [...(.)].[..(.)].εαι

du husker [

ὀσ[ – 10 – ] καὶ κάλ᾿ ἐπάσχομεν·

at vi også har været igennem godt.

πο[λλοις γὰρ στεφάν]οις ἴων

For festkranse af viol

καὶ βρ[όδων ...]κίων τ᾿ ὔμοι

og af roser [og ... ]

κα..[ – 7 – ] πὰρ ἔμοι π<ε>ρεθήκαο

i ét, dem tog du på da du var hos mig.

καὶ πόλλαις ὐπαθύμιδας

Mange flettede blomsterbånd

πλέκταις ἀμφ᾿ ἀπάλαι δέραι

hængte du om din blide hals,

ἀνθέων ἐ[ – 6 – ] πεποημμέναις.

de var gjort af den dejligste [forårs]blomst.

καὶ π.....[ ]. μύρωι

] med brenthisk creme

βρενθείωι .[ ]ρυ[..]ν

]

ἐξαλ<ε>ίψαο κα[ὶ] βασιληίωι

] har du smurt dig foruden med kongecreme.

καὶ στρώμν[αν ἐ]πὶ μολθάκαν

På den blødeste redte seng

ἀπάλαν παρ[ ]ονων

blid [

ἐξίης πόθο[ν ].νίδων

har du stillet din længsel [

κωὔτε τις[ ]..τι

Hverken [

ἶρον οὐδυ[ ]

helligt eller [

ἔπλετ᾿ ὄππ[οθεν ἄμ]μες ἀπέσκομεν,

fandtes nogetsteds som vi var borte fra.

οὐκ ἄλσος .[ ].ρο

Ingen lund [

...

...

...

...

νῦν δὲ Λύδαισιν ἐμπρέπεται γυναί-

Hun er nu den fornemste af lyderin-

κεσσιν ὤς ποτ᾿ ἀελίω

derne, som når den rosenfing-

δύντος ἀ βροδοδάκτυλος <σελάννα>

rede måne når solen først er gået ned;

πάντα περ<ρ>έχοισ᾿ ἄστρα· φάος δ᾿ ἐπί-

overstråler rent stjernerne, og dens skær

σχει θάλασσαν ἐπ᾿ ἀλμύραν

falder over det salte hav

ἴσως καὶ πολυανθέμοις ἀρούραις·

ligesom over de vindomsuste agre;

ἀ δ᾿ <ἐ>έρσα κάλα κέχυται τεθά-

duggen ligger da yndig, og friske står

λαισι δὲ βρόδα κἄπαλ᾿ ἄν-

roserne og den sarte kør-

θρυσκα καὶ μελίλωτος ἀνθεμώδης·

vel og kløveren som er rig på blomster.

πόλλα δὲ ζαφοίταισ᾿ ἀγάνας ἐπι-

Jeg går ofte omkring og kan ikke få

μνάσθεισ᾿ Ἄτθιδος ἰμέρωι

Atthis ud af mit hoved, hjer-

λέπταν ποι φρένα κ[.]ρ...βόρηται·

tet blir tungt i det sarte bryst af længsel

...

...

τίωι σ᾿, ὦ φίλε γάμβρε, κάλως ἐικάσδω;

Min brudgom, hvem er det godt at sammenligne dig med?

ὄρπακι βραδίνωι σε μάλιστ᾿ ἐικάσδω.

et bøjeligt skud er det bedst at sammenligne dig med.

κῆ δ᾿ ἀμβροσίας μὲν

Da blandede Hermes

κράτηρ ἐκέκρατ᾿

et kar ambrosia,

Ἔρμαις δ᾿ ἔλων ὄλπιν θέοισ᾿ ἐοινοχόησε.

han tog en kande, og han skænked’ guderne af den.

κῆνοι δ᾿ ἄρα πάντες

Dé sad med en skål hver

καρχάσι᾿ ἦχον

og gjorde et offer:

κἄλειβον· ἀράσαντο δὲ πάμπαν ἔσλα γάμβρωι.

Ved skænken ønskede de gommen alt fortræffeligt.

πλήρης μὲν ἐφαίνετ᾿ ἀ σελάν<ν>α,

Fuld skinnede månen,

αἰ δ᾿ ὠς περὶ βῶμον ἐστάθησαν

og da kvinderne stillede sig rundt om altret ...